Folkemøde Møn

Startskud for Folkemøde Møns nye frivilliguddannelse

Pressemeddelelse: Startskud for Folkemøde Møns nye frivillig-program

I slutningen af april lyder startskuddet for Folkemøde Møns nye uddannelse af frivillige. To arrangementer og et sikkerhedskursus skal klæde de frivillige på til at deltage i forberedelserne til arrangementet, være sceneværter og moderere debatter frem mod folkemødet den 19. og 20. august 2022 i Stege. 

Hvert år har Folkemøde Møn bugnet af glade frivillige, som guider gæsterne på pladsen, har ansvar for scenerne og modererer debatter med kendte personer. Som i mange andre foreninger og arrangementer er det frivillige engagement dog faldet en del efter Covid-19, og derfor har Folkemøde Møn taget initiativ til et nyt uddannelsesforløb, som skal rekruttere og fastholde de frivillige.

“Før Covid-19 var vi omkring 80 frivillige til at stable et folkemøde på benene, men sidste år var tallet faldet til 60. Mange har fået nye interesser, alle er blevet ældre. De frivillige er livsnerven i vores folkemøde, og derfor har vi udviklet et forløb, hvor vi kan styrke det frivillige engagement, gøre det mere attraktivt at være frivillig på folkemødet og give nye oplevelser og kompetencer med i rygsækken,” forklarer Folkemøde Møns frivilligkoordinator, Pia Thanning.

Hun bakkes op af formanden for Folkemøde Møn, Erik Harr, som påpeger vigtigheden af det frivillighed i et samfund.

“Frivillighed er alfa og omega for at knytte bånd til andre mennesker og få nye perspektiver på samfundet og tilværelsen. Når man er frivillig hos Folkemøde Møn kommer man helt ind i demokratiets urværk, bliver en del af spændende samtaler om vores fremtidige samfund og møder nye mennesker,” siger Erik Harr.

Første arrangement på trapperne

Det første arrangement i det nye uddannelsesforløb finder sted den 27. april 2022 kl. 19 på Thorsvang i Stege. Her vil gamle og nye frivillige blive introduceret til folkemødet og uddannelsesprogrammet i sin helhed.

“De frivillige er livsnerven i Folkemøde Møn. Det er dem, der binder arrangementet sammen fra velkomsten i infoboden til oprydningen om søndagen, og alle opgaver er lige vigtige. Derfor er det vigtigt, at de frivillige er klædt godt på til opgaverne og er bevidste om, hvor essentiel en rolle de spiller”, fortæller Pia Thanning.

Alle, der kunne være interesserede i at være frivillig på Folkemøde Møn, er velkomne til at deltage i arrangementet på Thorsvang og høre mere om uddannelsen og opgaverne på folkemødet. Tilmelding sker på mail til p.thanning@gmail.com. Det er også muligt at tilmelde sig som frivillig på hjemmesiden via linket www.folkemoedemoen.dk/frivillige/.

Uddannelsesforløbet for frivillige er støttet af Nordea Fonden og Landdistriktspuljen.

Om Folkemøde Møn

”Folkemøde Møn – Potentialer i provinsen” er det største folkemøde i Region Sjælland med over 10.000. I 2022 finder folkemødet sted i Stege den 19. og 20. august. Fredag aften afsluttes med politiske og kulturelle arrangementer for alle, og ligeledes er lørdagen for alle.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

da_DKDanish