Folkemøde Møn

Folkemøde Møn lancerer ny app til årets folkemøde

Den nye app “Folkemøde Møn” skal give folkemødets unge deltagere en større berøringsflade med de deltagende foreninger og organisationer, gøre programmet mere overskueligt og gøre det lettere at finde rundt på folkemødepladsen.

Som et nyt tiltag i 2022 lancerer Folkemøde Møn en app, som skal gøre oplevelsen på folkemødet mere lærerig og skabe et bedre overblik. Med støtte fra Tuborgfondet har Folkemøde Møn fået udviklet app’en med et læringsspil målrettet de omkring 5.000 unge fra områdets skoler og ungdomsuddannelser, der forventes at deltage i Stege fredag den 19. august.

“Vi har længe ønsket at gøre Folkemøde Møn, og især undervisningsmaterialerne til de unge, mere digitale. Med den nye app rammer vi deltagerne på den platform, som de i forvejen bruger til alverdens formål, og samtidig sparer det ressourcer, at der ikke skal printes programmer. Det samlede program har man lige ved hånden,” fortæller projektleder for Folkemøde Møn, Louise Lindhagen.

App’en indeholder programmet over de mere end 150 arrangementer, som finder sted i løbet af de to dage på folkemødet. Derudover har app’en et læringsspil, så eleverne på skolerne og ungdomsuddannelser kan dyste om at blive folkemødets klogeste. På 12 udvalgte stande hænger en QR-kode, som skal scannes i app’en, hvorefter der kommer to multiple choice-spørgsmål op på skærmen. Når alle spørgsmål er besvaret, kan man se sin samlede placering.

“Den nye app skal gøre det sjovere og mere lærerigt for unge at være på Folkemøde Møn. Samtidig har vi udarbejdet en lærervejledning, som snarest udsendes til skolerne, så det bliver lettere at forberede sin klasse på at deltage på folkemødet,” forklarer Louise Lindhagen.

App’ens program kan bruges af alle deltagere på Folkemøde Møn 2022, så det anbefales, at alle gæster downloader app’en før besøget.

Om Folkemøde Møn

Folkemøde Møn er det største folkemøde på i Region Sjælland med omkring 15.000 deltagere hvert år. Der sættes fokus på potentialer i provinsen med politiske debatter, kulturelle talks samt workshops. Blandt hovednavnene i 2022 er Clement Kjærsgaard, Kaare Dybvad Bek og Poul Nyrup Rasmussen. Hele programmet kan findes i app’en eller på https://www.folkemoedemoen.dk/programmet-2022/

Kontaktoplysninger

Projektleder for Folkemøde Møn, Louise Lindhagen, tlf. 20 25 75 44

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

da_DKDanish