Folkemøde Møn

Folkemøde Møn bliver ‘provinsens folkemøde’

Pressemeddelelse: Folkemøde Møn bliver ’provinsens folkemøde’

Folkemøde Møn lancerer en ny strategi, der skal gøre Region Sjællands største folkemøde til ’provinsens folkemøde’, og sætte potentialerne ved livet i provinsen til debat.

Udkantsdanmark eller vandkantsdanmark – gennem mange år har provinsen været til offentlig debat med et mere eller mindre positivt klingende ordvalg. Senest har Folketinget vedtaget en stor udflytningsplan for videregående uddannelser, og nye mønstre peger på, at flere, særligt yngre familier, flytter ud af de store byer. 

Med sin nye strategi stempler Folkemøde Møn nu ind i den debat. Fremover vil det overordnede tema være ’potentialer i provinser’, og gennem det prisme vil folkemødets temaer udfolde sig for de unge og ældre deltagere.

”Når vi taler om provinsen, er der ofte en negativ bismag, der handler om udligning eller udflytningstvang. Men det er kun halvdelen af historien. Mange har allerede fået øjnene op for det gode liv i provinsen, og der er allerede godt gang i den udflytning, der sker af lyst og egen fri vilje. Derfor vil vi gerne sætte fokus på potentialerne – og udfordringerne – ved livet i provinsen,” fortæller Erik Harr, som er formand for Folkemøde Møn.

Målet for Folkemøde Møn er at blive kendt som provinsens folkemøde og at samle kommuner, virksomheder og andre interessenter bag visionen om at skabe nye samtaleformer og vise det gode liv i provinsen. Dermed bliver Folkemøde Møn en samlende arena for debatten om provinsen på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt niveau.

Stadig stor bredde

Folkemøde Møn bevarer samtidig sin store bredde, hvor der er plads til mange forskellige temaer på dagsordenen. Ifølge folkemødets formand afspejler det mangfoldigheden i livet i provinsen.

”Et liv i provinsen har mange facetter. Der er arbejdslivet med en bedre work-life-balance, samspillet med og respekten for naturen, inspirationen gennem kunst og kultur, det aktive foreningsliv og meget andet. Derfor kommer Folkemøde Møn både til at sætte fokus på udviklingen for det enkelte menneske i provinsen, medborgerskab og lokalsamfund samt klima og natur,” siger Erik Harr og tilføjer:

”Vores region er også centrum for de største infrastrukturprojekter med Femern- og den nye Storstrømsbro. Derfor er det på sin plads at drøfte internationale forhold set fra provinsen: Hvordan ser vi vores fremtid i Europa, og hvordan er mulighederne set i et historisk perspektiv?” .

Folkemøde Møn finder sted i Stege den 19.-20. august 2022. Som alle år vil fredagen primært være Unge-dag, hvor provinsens potentialer bliver udfoldet for de unge deltagere fra områdets folkeskoler, efterskoler, ungdomsuddannelser, FGU og videregående uddannelser. Aftenen afsluttes med politiske og kulturelle arrangementer for alle. Lørdagen er for alle.

Foreninger og virksomheder er velkomne til at kontakte projektleder, Louise Lindhagen, på louise@folkemoedemoen.dk for yderligere information om årets folkemøde.

Kontaktoplysninger

Erik Harr, formand for Folkemøde Møn, tlf. 26 77 70 04

Louise Lindhagen, projektleder for Folkemøde Møn, tlf. 20 25 75 44

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

da_DKDanish